1. Problemstilling
Efter gældende regler er en borger ikke part i enhver sag, som vedrører beskatning af dennes indkomst, moms eller afgifter. Dette skaber en betydelig retssikkerhedsmæssig udfordring i de sager, hvor der gennemføres et skattekrav mod en anden end skatteyderen selv, f.eks. sager mod en indeholdelsespligtig. Problemet er, at den indeholdelsespligtige ikke har nogen reel økonomisk interesse i sagen, hvilket resulterer i, at skattekravet ikke bliver reelt prøvet. Derfor bør enhver skatteyder være part i sager, som fastslår størrelsen af dennes skat.
En række ikke udtømmende eksempler nævnes i de følgende:
1. Det kan f.eks. være en sag om betaling af dansk kildeskat på royalty, hvor Skattestyrelsen i praksis altid fører sagen mod det danske selskab, som har betalt eksempelvis renter, og hvor sagen så køres som en sag mod den indeholdelsespligtige om manglende indeholdelse af kildeskat. I den situation anser Skattestyrelsen ikke skatteyderen for part i sagen, selv om størrelsen af skatteyderens skat bliver afgjort i sagen mod den indeholdelsespligtige.
2. Det kan f.eks. også være en sag, hvor to selskaber har været i sambeskatning, og hvor administrationsselskabet hæfter for gruppens samlede skattebetaling. Hvis et driftsselskab er gået konkurs eller er solgt til tredjemand, er det et problem, at administrationsselskabet ikke kan anses for at være part i en skattesag mod det pågældende driftsselskab, når et skattebeløb efterfølgende skal betales af administrationsselskabet.
3. Det kan f.eks. også være en sag, hvor Skattestyrelsen anser en forhøjelse af et hovedaktionærselskabs skattepligtige indkomst som passeret hovedaktionærens privatsfære, hvorved hovedaktionæren efterfølgende får forhøjet sin aktieindkomst som maskeret udlodning fra selskabet. Hvis selskabet er taget under konkursbehandling, kan hovedaktionæren ikke få aktindsigt i selskabets skatteansættelse, uanset at den i forholdet én til én er udslagsgivende for beskatningen af hovedaktionæren på grund af passeringssynspunktet. Synspunktet fra Skattestyrelsens side er, at hovedaktionæren alene har en afledt, indirekte økonomisk interesse, der ikke kvalificerer til at få partsstatus.
4. Der kan også opstå lignende problemstillinger med manglende partsstatus i tilfælde, hvor et selskab angiver og afregner en afgift, men hvor et andet selskab skal betale den og hvor det første selskab alene kan anses som ”ekspeditionskontor”. Det gælder f.eks. inden for det energiafgiftsretlige område, hvor kraftvarmeværkerne opkræver energiafgifterne hos varmeforsyningsselskaberne, og umiddelbart herefter angiver og afregner dem til skattemyndighederne.
5. Også indenfor momsområdet – f.eks. ved overdragelse af fast ejendom – kan der opstå et spørgsmål om, hvem der har partsbeføjelser i en sag. Hvis eksempelvis en kommune har solgt en ejendom til en køber og kommunen på salgstidspunktet har vurderet, at den pågældende ejendom skulle kvalificeres som en byggegrund, har kommunen opkrævet moms hos køberen, som kommunen herefter har angivet og afregnet. Hvis køberen efterfølgende vil anfægte, at der var tale om en momspligtig transaktion, kræver det, at sælgeren (kommunen) er indstillet på at køre en momssag, som kommunen reelt ingen interesse har i at køre. Den reelt retlige interesse i en sådan sag ligger imidlertid helt utvivlsomt hos køberen, der har betalt momsen. Også her kan helt berettigede krav således afskæres for den, der har betalt momsen.
Efter fast praksis afviser Skattestyrelsen, at parterne internt kan overdrage deres partsstatus til den person eller juridiske enhed, som har den reelt retlige interesse i sagen. Skattestyrelsen henviser i den forbindelse typisk til Landsskatterettens afgørelser i SKM2011.160.LSR og SKM2013.475.LSR.
Skatte- og afgiftssager handler altid om betaling af skatte- eller afgiftsbeløb, og det forekommer derfor som en helt igennem uholdbar retsstilling, at en skatteyder afvises som part med den begrundelse, at vedkommende alene har en økonomisk interesse i sagen. Den økonomiske interesse er jo kernen i skatte- eller afgiftskravet.
Den gældende praksis er stødende for retssikkerheden, da den der betaler skatten eller afgiften ikke kan komme med indsigelser overfor kravet eller få prøvet rigtigheden af kravet.
Det er et krav både efter menneskerettighedskonventionen og EU Charteret om grundlæggende rettigheder, at en borger skal have adgang til at få prøvet sin sag ved domstolene (access to legal remedy).
Det anerkendes også i forvaltningsretten, at en borger skal have partsstatus med sædvanlige partsbeføjelser i form af adgang til partshøring, kontradiktion, klageadgang osv. i sager, som vedrører denne.
Disse grundlæggende rettigheder er med til at sikre, at myndighedernes afgørelser bliver rigtige.
Den nuværende retstilstand er bekymrende og i strid med EU Charteret om grundlæggende rettigheder og god forvaltningsskik.
2. Løsningsforslag
Vi foreslår:
- at en part skal have mulighed for at overdrage sin partsstatus til en anden part, som har en reel økonomisk interesse i sagen, jf. i eksemplerne ovenfor, og således at en overdragelse af partsstatus ikke forhindrer Skattestyrelsen i at opkræve den underliggende skat eller afgift hos den overdragende part, hvis den ikke betales af den anden part, og/eller at foretage andre konsekvensændringer hos den overdragende part, og
- at der etableres en særskilt partsbestemmelse i skatteforvaltningsloven, hvori det skatteretlige partsbegreb nærmere afgrænses og hvor der i forarbejderne foretages en eksemplificering af tilfælde, hvor der skal statueres partsstatus for andre end adressaten for afgørelsen eller i det mindste partsbeføjelser. Princippet bør være, at en borger eller virksomhed er part i enhver sag, som går ud på beskatning af dennes indkomst eller afgifter.